Knud Børge Martinsen var en af 30’ernes mest lovende danske officer. Som en af de få udvalgte havde han taget og bestået generalstabskursus, hvilket kun de absolut bedste officerer får lov til. Martinsen var på generalstabskursus den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark, og det faktum at hæren ikke fik lov at kæmpe, var et stort personligt nederlag for Martinsen. Den danske hær og dens officerer var vanæret.
Martinsen blev derefter nationalsocialist. Han var tydeligt imponeret at den tyske krigsmaskine, og nazismens ideer om ære og national stolthed passede fint med Martinsens lidt tågede politiske holdninger. Martinsen meldte sig derfor ind i DNSAP den 26. juni 1940.
Den 15. maj 1941 melder Martinsen sig til Waffen-SS. Selvom han har bestået generalstabskurset med glans, så er hans karriere i den danske hær reelt sat i stå p.g.a. hans medlemskab af DNSAP. Sammen med 10 andre danske officerer sendes Martinsen til SS-Junkerskolen Bad Tölz. Hurtigt opdager skolens lærerstab at tre af de danske officerer er overkvalificerede, og de får derfor tilbudet om at følge en enhed ved fronten i stedet for. De tre danske officerer er Poul Rantzau Engelhardt, Bent Worsøe-Larsen og Knud Børge Martinsen.
Martinsen og Worsøe-Larsen sendes til SS-Regiment 8 i 1. SS-Brigade, hvor de følger kamphandlingerne i en månedstid, inden de vender tilbage til Tyskland for at deltage i opstillingen af Frikorps Danmark. Martinsen bliver kommandør for 2. kompagni. En post han overtager fra kollegaen Worsøe-Larsen. Senere i januar 1941 bliver Frikorpset reorganiseret med et nyt 4. kompagni, som Martinsen får ansvaret for.
I februar skifter Frikorps Danmark kommandør. Den gammeldags officer Christian Peder Kryssing bliver skiftet ud med den unge karismatiske Christian von Schalburg. Da Schalburg er udpræget frontofficer og ikke har den store forstand på stabsarbejdet bliver Martinsen tilknyttet staben som Frikorpsets næstkommanderende. Martinsen er altså både kompagnifører og næstkommanderende.
Disse to poster beholder Martinsen indtil den 2. juni 1942, hvor Frikorpsets kommandør von Schalburg falder i kamp. Martinsen overtager nu midlertidigt Frikorpset og fører det succesfuld i en uges tid indtil en ny kommandør ankommer. Denne falder dog kort efter og Martinsen bliver nu udnævnt til kommandør for Frikorps Danmark.
Martinsen er Frikorpsets kommandør helt indtil Frikorps Danmark i maj 1943 reorganiseres til et SS-Regiment. Alle forventer at Martinsen bliver ny regimentskommandør, og han m,å have været meget skuffet, da man i stedet for vælger en dårligere uddannet af lavere rang til ny regimentskommandør. Martinsen bliver udnævnt til kommandør for 1. bataljon.
Den nye udnævnelse passer Martinsen dårligt. Nye planer i Danmark har gennem længere rumsteret i Martinsens hoved, og allerede kort efter oprettelsen af den nye enhed drager han hjem til Danmark for at blive chef for Germanske Korps, der senere skifter navn til Schalburgkorpset.
Martinsen er Schalburgkorpsets chef indtil den 10. oktober 1944, hvor han arresteres i Berlin og bliver idømmes en fængselsstraf. Martinsen er rystet. Han var taget til Berlin med forhåbninger om forfremmelse.
Schalburgkorpset bliver aldrig den succes, som Martinsen havde forventninger om. Dertil er Martinsen politisk for naiv. Han lærer aldrig at begå sig på den politiske scene med samme succes, som hans indsats på fronten.
I marts 1945 lykkedes det Martinsen at flygte fra sit fængsel i Fürstenberg i Tyskland. Han kommer til Danmark, hvor det lykkes ham at skjule sig indtil den 5. maj 1945. På selve befrielsesdagen kommer modstandsbevægelsen for at hente Martinsen, og han følger roligt og afklaret med dem.
Den 23. juni 1949 bliver Martinsen dømt til døden. Han henrettes to dage senere på Bådsmandsstræde Kaserne på Amager.